Kropslig fordybelse
Som en del af vores uddannelse har vi indlagt en krops praksis som et fast element på hvert modul. Vi ved hvor betydningsfuld kroppen er, i forbindelse med at integrere både læring og selvudvikling. Imellem oplæg og træning har vi også løbende fokus på kropslig regulering, pauser og aktivering, da det er følsomt og vigtigt stof vi arbejder med, som naturligt sætter gang i kropslige reaktioner.
De studerende vil i løbet af uddannelsen få øget kendskab til egne kropslige reaktioner, erfare og blive bekendt med eget nervesystems landkort, og tilegne sig et større sprog for følelser, fornemmelser og sansninger indeni.
Denne øgede kapacitet til at forstå og regulere egne tilstande er en direkte forudsætning for at kunne hjælpe klienter til det samme.
Uddannelsens kropslige fokus kan sammenfattes
til følgende 10 fokuspunkter
1. Proprioception
Den proprioceptive sans kan betegnes som vores kropsbevidsthed og evne til at opfatte kroppens bevægelser, kropsholdning og kroppens plads i forhold til omgivelserne. Når vi har kontakt til denne sans skaber det tryghed i krop/sind/nervesystem, fordi vi har en følelse af, at vi ved hvor vi er. Konkret betyder det fx fokus på grounding og mærke kroppens kontakt til underlaget, eller fokus på berøring, kramme sig selv, mærke huden som et hylster – fornemmelsen af ”her er jeg”.
2. Interoception
Interoception er alt det liv vi mærker inde i vores krop, som fx. temperatur, hjertebanken, vejrtrækning, spændinger, uro, ‘sommerfugle i maven’, ‘knude i brystet’, ‘halsen der snører sig sammen’. Alt sammen signaler som fortæller os noget om, hvordan vi har og hvad der er på spil for os - og i os. Vi forstår altid signalerne som opstået i en kontekst og betragter dem som meningsfulde responser, som er værd at lytte til. Konkret betyder det fx - løbende guidninger til at mærke, lytte, sanse og fornemme kroppens indre liv.
3. Bevægelse
Vi mennesker er biologisk og fysiologisk skabt til bevægelse og fysisk aktivitet er med til at fremme vores sundhed og trivsel. Bevægelse kan påvirke vores humør positivt, og give fornyet energi og glæde samt nedbringe stress, angst og depressive symptomer. Bevægelse tilbyder desuden et rum til at vi kan slippe vores indre legebarn fri. Det kan der være god brug for i livet generelt, og i den læringskontekst som en psykoterapeutuddannelse er. Konkret betyder det, at vi har fokus på at kroppen bliver fysisk bevæget på en rolig og mindful måde hvor alle kan være med.
4. Åndedrætsopmærksomhed
Åndedrættet indebærer stimulering af vagusnerven, som man kan kalde nervesystemets bremse - en genvej til at få mere nærvær og ro i krop, sind og nervesystem, og mindre stress og aktivering Konkret betyder det løbende fokus på og guidning til bevidsthed og opmærksomhed på det spontane og frie åndedræt, samt undervisning i forskellige åndedrætsteknikker - primært groundende og rogivende.
5. Afspænding
Afspænding er de gyldne øjeblikke, hvor vi giver krop og sind en pause og blot tillader os selv at VÆRE uden at skulle GØRE. Når vi afspænder kroppen tilbyder vi mulighed for restitution og hvile af hele os samt forebygger og understøtter regulering af daglige spændingstilstande og god søvn. Konkret betyder det fx indslag af meditationer, afspænding, visualiseringer og kropsscanninger, med fokus på både mental og kropslig afspænding. Hos os tilbydes der altid valgmuligheder og individuelle justeringer til alle øvelser, da et uroligt nervesystem ikke altid kan tage imod afspænding, og det kan virke modsatrettet og voldsomt hvis det ”dikteres”.
6. Nervesystemsregulering
Det er forskningsmæssigt dokumenteret, at yoga og kropsligt fordybende øvelser kan hjælpe til at regulere urolige og fastlåste tilstande i os selv. Nervesystemsregulering handler ikke om at få ubehaget til at gå væk, men langsomt hjælpe nervesystemet med at rumme bølger af ubehag. Gennem viden og uddannelse i hvorledes nervesystemet fungerer kan vi lære at være med vores indre tilstande, og dermed lettere kunne regulere stress, aktivering, intense følelser og traumer. Yoga og kropslig fordybelse tilbyder en værktøjskasse til selvregulering.
7. Kapacitet & tolerancevindue
Yoga og kropslig fordybelse kan hjælpe med at øge og opøve evnen til at rumme intense følelser og ubehag/uro med mere accept og lethed. Konkret vil der være øvelser og guidning ind i at finde og være med de svære følelser og tilstande, men altid fra et udgangspunkt, hvor vi også er i kontakt med den trygge tilstand i os. Bevidstheden om begge tilstande i os, både det trygge og det utrygge, samt evnen til at pendulere og regulere imellem dem er en måde hvorpå vores kapacitet og fleksibilitet i nervesystemet kan opbygges. Det er en udvidelse af vores tolerancevindue, som finder sted når de svære følelser og fastlåste/undertrykte tilstande kan tilgås og forløses indenfor trygge rammer.
8. Selvomsorg/self-compassion
Yoga og kropslig fordybelse er et middel til at opbygge og styrke den iboende evne til selvomsorg. Følgende sekvens ligger implicit i vores måde at tænke udviklingen på: Bevidsthed -> forståelse -> accept -> selvomsorg -> handling -> vækst. Mindfulness som tilgang tilbyder en ikke-dømmende og observerende tilgang til det der sker i nuet, og self-compassion begrebet tilføjer den omsorgsfulde del til ligningen, hvor den svære eller ubehagelige tilstand hilses velkommen med en rummelighed, som en empatisk forælder, der omfavner sit barn og stiller sig rådighed for at være sammen med det.
9. Sprog for kroppens sprog
Som et naturligt næste led til den øgede opmærksomhed på kroppens indre liv er udbygningen af sproget for alle de vigtige sansninger, stemninger, følelser og fornemmelser. Denne egenskab er et vigtigt led i uddannelsen henimod at blive psykoterapeut, da det er vigtigt at kunne gå forrest med en sprogbrug som klienter kan læne sig ind i. Konkret betyder det spørgsmål til og verbalisering af de kropslige processer og øvelser. Runder hvor alle sætter ord på, så godt som de kan. Validering af de non-verbale udtryk i rummet, og vedvarende interesse for de studerendes indre liv.
10. Nærvær & samvær
Nærvær er en forudsætning for vores trivsel, livskvalitet, livsglæde og relationsdannelse. Vores evne til at indgå i kontakt med andre mennesker starter med vores evne til at være i kontakt med os selv. Vi træner denne evne ved at være mere til stede i kroppen og mindre i hovedet, mere i nutiden end i fortid eller fremtid. Samvær og fælleskab er nærende for os mennesker og bidrager til at vække vores kontakt til os selv. Vi dyrker fællesskabet med vores stærke gruppefokus, som hele tiden har til hensigt at mindske forkertheds- og ensomhedsfølelser. Konkret betyder det fokus på øvelser med forbindelse, samregulering og fællesskab samt guidninger ind i den fælles forbundethed som er til stede i rummet som en ressource vi kan læne os ind i.
Nysgerrig på at vide mere?
Informationsaften
“Kom og mød os, stil spørgsmål og se om det er rigtigt for dig”